Idéen til Broen var ikke planlagt men opstod mere eller mindre tilfældigt, da jeg i 2002 fik et praj om 2 drenge på hhv. 10 og 12 år som gerne ville spille fodbold. Men fordi begge forældre var misbrugere, var der intet overskud af hverken tid eller penge fra hjemmets side.

Jeg formåede at rejse de nødvendige midler via mit netværk i Horsens så drengene fik sportsudstyr og blev indmeldt i Freja. Faktisk var der penge i overskud, hvorfor jeg tog kontakt til de lokaler skoler og tilbød min hjælp, hvis de havde børn med samme problemer med forældremisbrug.

Det satte en dominoeffekt i gang og inden længe kunne det konstateres at der var cirka 5-600 børn i Horsens, som kom fra misbrugsfamilier. Der måtte derfor skaffes flere penge hurtigt – så SSP (samarbejde med skole, socialforvaltning og politi) gav en startkapital på kr. 10.000 og en folder blev trykt. Men det viste sig at problemet og deraf følgende behov var MEGET stort og i dag er det en evig kamp at fremskaffe tilstrækkeligt med midler. Uanset at både kommune og Socialministeriet støtter os økonomisk med cirka 1/3 af vores pengebehov – er vi fortsat meget afhængig af lokale fonde og donationer fra f.eks. firmaer, foreninger, klubber eller privat personer.

I øjeblikket støtter vi cirka 300 børn i Horsens og alle frivillige voksne arbejder ulønnet, så over 90% af vores udgifter anvendes direkte til børnene. Og indsatsen gør en forskel – idet en aktivering indenfor sport betyder at børnene får en platform med 3 mærkbare udbytter:

1.      De får i alt sin enkelthed noget og se frem til 1-2 gange om ugen

2.      De bliver en del af et fællesskab og et uundværligt socialt samvær med jævnaldrene

3.      De kommer ud til stævner i week-enderne og slipper derfor væk hjemmefra, hvor de oftest har påtaget sig en voksen-rolle med stort ansvar.

Vi kommer ud for mange sørgelige skæbner med børn ned til 10-11 år, som selv skal sørge for at komme op om morgenen, skaffe sig noget og spise, komme i skole. Og det siger sig selv at deres påklædning og hygiejne er langt under normale, hvilket samtidig gør dem til nemme ofre for mobning. Vi kender piger som i deres armod, fattigdom og mangel på ALTING, sælger sig selv for en mobiltelefon eller et par varme vinterstøvler.

Jeg har ofte undret mig over, at når politikerne taler om narkomaner, alkoholikere o.lign. – så omtaler de aldrig deres børn, uanset det er dem der betaler den store pris. Det er min opfattelse at det grundlæggende er voksnes egen skyld, hvis de bliver misbrugere. De kan selv vælge at komme ud af det – men det kan børnene ikke. For dem er livet ofte en lang, ensom og håbløs kamp, som de som hovedregel desværre taber.

F.eks mit møde med Trine. En lille, underernæret, forpjusket pige på 14 år, som havde fortalt sin sagsbehandler at hun ville tage livet af sig selv – ganske enkelt fordi der ikke var nogen tro, håb eller kærlighed i hendes unge liv.

Familiebehandleren kontaktede mig straks for at få pigen i gang med at dyrke sport. Da vi kom hjem til pigen – insisterede hun på at vi skulle gå hurtigt ind på hendes værelse. Hun var som alle børn loyal overfor sin mor og derfor flov på hendes vegne over at hun lå døddrukken på sofaen og slet ikke opdagede at der var gæster på besøg.

På hendes værelse var der intet andet end én ramponeret seng med beskidt sengetøj, ét faldefærdigt skab og et lille spejl – det var standarden anno 2010 i et ungpige-værelse i velfærds Danmark.

Faren som faktisk betød noget for hende sad i fængsel på Sjælland, moren drak sig bevidstløs hver dag, hun ejede hverken cykel, mobil eller computer og lejlighedens eneste TV stod i morens værelse. Hendes beklædning denne sommerdag var et par afklippede slidte joggingbukser, som nu fungerede som shorts.

Kort sagt INTET perspektiv i hendes unge liv – men helt forståeligt en opgivende selvmordtruet skæbne – som dog gerne ville høre om hun måtte gå til selvforsvar eller kampsport. Valget af denne sportsgren var pludselig meget oplagt, da hun fortalte at hun hver eneste dag i skolen blev mobbet og ofte modtog bank på vej hjem fra endnu en dårlig dag. Enhver anden ulykkelig pige ville løbe grædende hjem til sin lyttende mor eller far og være sikker på at modtage trøst.

Men sådanne børn ved det er håbløst at få hjælp i hjemmet, hvorfor de resignerer og ”bare” venter på at møde nye ydmygelser og nederlag. Det er ikke så mærkeligt at de ofte vælger livet fra. I Trines tilfælde fik vi vendt situationen med køb af nyt tøj, sportsaktiviteter og sidst skaffede vi hende et job – så hun i dag er mere selvhjulpen og mindre opgivende – men der er desværre mange tilsvarende skæbner derude.

Men heldigvis er der skabt mere fokus på problemet – så ambitionen nu er udvidet til at ”Broen” skal være landsdækkende indenfor 4 år. Foreløbig er vi repræsenteret i 8 byer – så der er fortsat behov for mere tid og flere penge.

Det sætter problemet i perspektiv og giver stof til eftertanke, når medierne i øjeblikket (skrevet i al respekt) fokuserer voldsomt på de 3-4000 mennesker som formodes druknet i Pakistan – når man samtidig glemmer at der hvert år drukner 18.000 mennesker i Bangladesh pga. monsunregn eller at der lever 70.000 selvmordstruede børn i misbrugsfamilier i Danmark.

Vil du hjælpe med at støtte disse børn kan du give et bidrag på vores bankkontonr. i Bank Nordik registreringsnr. 9890 kontonr. 0001720406. Vi takker for hvert bidrag stor som lille.