Vedtægter for Støtteforeningen Broen

§ 1: FORENINGENS NAVN, HJEMSTED OG ADRESSE.

Foreningens navn er "BROEN", og den har hjemsted i Horsens, foreningens postadresse er formandens adresse.

§2: FORMÅL.

Stk. 1.
Foreningens formål er at støtte, hjælpe og vejlede udsatte børn, så de bliver ledt bort fra vejen til stoffer og misbrug, og ind i sportens sunde og aktive tilværelse.

Stk. 2.
Foreningens formål er, gennem oplysning overfor børn og unge, at synliggøre for risikoen, faren og konsekvenserne ved brug af stoffer og alkohol.

Stk. 3.
Foreningens formål er, ved samarbejde med SSP, skoler og sportsklubber, at finde frem til de børn, der skønnes mest udsatte, og få dem gjort aktive i sportsklubber.

Stk. 4.
Foreningens formål er, gennem fonde, legater, offentlige midler og sponsorater, at skaffe midler til disse børn, til kontingenter, sportsrekvisitter og tøj m.m.

§3: ORGANISERING.

Stk. 1
Foreningen ledes af en bestyrelse.

Stk. 2.
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

§4: MEDLEMSKAB.

Stk. 1
Som medlem kan optages de, der er villige til at gøre aktiv tjeneste som frivillig hjælper 4-6 timer om ugen efter bestyrelsens anvisning, herunder transport af børn. Aktiverede børn bliver automatisk kontingentfri medlem.

Stk. 2
Forældre kan optages som støttemedlemmer.

Stk. 3.
Det enkelte medlem er forpligtet til at holde sig stoffri, og medlemmer under 16 år, må ikke drikke alkohol.

§5: BESTYRELSEN.

Stk. 1.
Bestyrelsen består af 3 medlemmer. Heraf 1 formand, 1 kasserer og 1 bestyrelsesmedlem.

Stk. 2.
Bestyrelsen holder møde mindst 1 gang om måneden.

Stk. 3.
Bestyrelsen skal indgå sponsoraftaler til støtte for medlemmerne, samt søge om midler til hjælp til børnene.

Stk. 4.
Bestyrelsen kan til enhver tid oprette projektgrupper.

Stk. 5.
Bestyrelsen tegner foreningen. Enten formanden alene, eller et bestyrelsesmedlem og kassereren i fællesskab.

§6: REGNSKAB OG REVISION.

Stk. 1.
Foreningens regnskab følger kalenderåret.

§7: GENERALFORSAMLINGEN.

Stk. 1.
Generalforsamlingen (i det følgende kaldet Gf.) er øverste myndighed i alle spørgsmål, og vedtagelser sker ved almindelig flertal.

Stk. 2.
Ordinær Gf afholdes hvert år i Januar kvartal. Der indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel.

Stk. 3.
Gf. skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent og referent.
Formanden aflægger beretning.
Regnskabet forelægges til godkendelse.
Indkomne forslag
Valg af formand, kasserer og bestyrelsesmedlemmer.
Eventuelt.

Stk. 4.
Forslag der ønskes behandlet på Gf., skal være formanden skriftligt i hænde, senest 14 dag før Gf.

Stk. 5.
Formand er på valg i lige år. 1 bestyrelsesmedlem og kasserer er på valg i ulige år. Revisor er på valg hvert år.

Stk. 6.
Personer der vælges, skal være til stede.

§8: EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING.

Stk. 1.
Der kan indkaldes til ekstraordinær Gf., af bestyrelsen, eller hvis 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begæring herom.

Stk. 2.
Den ekstraordinære Gf. indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel, og skal ske senest 3 uger efter, der er fremsat begæring herom. Den ekstraordinære Gf. har samme bemyndigelse som den ordinære.

§9: FORENINGENS OPLØSNING.

Stk. 1.
Foreningen kan kun opløses på en Generalforsamling.

Stk. 2.
Det kræver et flertal på mindst 2/3 af medlemmerne at opløse foreningen.

Stk. 3.
Ved en evt. opløsning tilfalder alle foreningens aktiver Horsens Kommunes Fritids­forvaltning.

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 20. oktober 2002.

Hans Søgaard
formand